Lavalier eller håndholdt mikrofon til interviews: to valg og en anbefaling

Når du skal optage et interview, står valget oftest mellem to ting: en lille lavalier, der sidder på tøjet, og en håndholdt mikrofon, der rækkes frem mod den, der taler. Det ligner et teknisk spørgsmål, men det handler lige så meget om, hvordan samtalen opleves i rummet. Jeg skriver til dagligt om lys og kamera, men har siddet med i mange optagelser, hvor lyden afgjorde, om materialet kunne bruges.

Denne artikel stiller de to løsninger op mod hinanden i en situation, de fleste små redaktioner kender: et interview med én gæst, optaget på stedet, uden lydtekniker og uden mulighed for at tage det om. Jeg undlader at sammenligne konkrete modeller. Forskellene ligger i princippet, ikke i typenummeret.

Til sidst kommer en anbefaling, og den er ikke den samme for alle. Den afhænger af, hvor roligt rummet er, hvor vant din gæst er til at tale, og hvor meget du har brug for at kunne redigere bagefter.

En lavalier sidder typisk ti-femten centimeter fra munden, fastgjort på kraven eller skjorten. Den nærhed giver en jævn stemme, hvor rumklang og baggrundsstøj fylder mindre end med en mikrofon på afstand. Gæsten behøver ikke tænke på at holde noget, og hænderne er frie til at tegne, pege og fortælle.

Prisen er, at mikrofonen opfanger alt, der rører tøjet. Et halstørklæde, en kæde eller en jakke, der knirker, kan ødelægge en ellers fin optagelse. Placeringen skal prøves af, før du trykker på optag, og du bør lytte i hovedtelefoner et par sekunder, mens gæsten bevæger sig naturligt.

Lyden bliver også en smule flad og tæt, fordi den mangler rummets liv. Til fortællende interviews er det ofte en fordel, men til en samtale, der skal føles som et sted, kan det virke sterilt.

• Placér den på brystbenet, ikke ved kraven, hvis stoffet er stift
• Fastgør kablet med en lille løkke, så det ikke trækker i mikrofonen
• Bed gæsten tale i fem sekunder, før du går i gang

Den håndholdte mikrofon giver dig noget, lavalieren ikke kan: en fysisk markering af, hvem der taler. Når du rækker den mod gæsten, ved begge, at nu er det dig, der svarer. Det skaber en vis alvor og kan gøre det lettere at styre en samtale, hvor nogen har tendens til at flyde ud.

Til gengæld kræver den disciplin. Afstanden til munden skal holdes nogenlunde konstant, ellers svinger lydstyrken. Mange ikke-øvede gæster drejer hovedet væk eller sænker hånden midt i en sætning, og så skal du enten korrigere undervejs eller leve med variationen.

I støjende omgivelser er den håndholdte ofte det bedste valg, fordi den kan holdes helt tæt på munden og dermed give en tydelig stemme over en travl baggrund. Til gengæld ses den i billedet, hvis du også filmer, og det kan virke som en journalistisk rekvisit, der ændrer tonen.

• Hold den lige under hagen, ikke foran munden, for færre popplyde
• Aftal på forhånd, hvem der holder den, når der skiftes taler
• Brug vindbeskyttelse udendørs, selv ved let blæst

Den bedste måde at sammenligne to løsninger på er at spørge, hvordan de fejler. Lavalieren fejler stille: et brus fra stof, en batterisvigt eller en gæst, der lægger hånden over den. Du opdager det ofte først i redigeringen, hvor der ikke er noget at gøre. Derfor lønner det sig at have en reserveoptagelse, for eksempel en lille optager på bordet.

Den håndholdte fejler synligt. Du kan se, at gæsten holder den forkert, og rette det med det samme. Til gengæld kan et uheld som et tab eller et slag mod hånden give en høj lyd, der er svær at fjerne.

I begge tilfælde er en kort prøveoptagelse det billigste forsikringsskridt, du har. Tyve sekunder med afspilning sparer ofte en hel eftermiddag, hvor du ellers skulle bede nogen komme igen.

Et stille kontor med bløde flader tilgiver næsten alt. Et køkken med afløb, et kontor med ventilation eller en café med musik gør forskellen mellem de to løsninger tydelig. I rum med hårde flader og meget rumklang vinder den mikrofon, der kommer tættest på stemmen, og det kan være begge.

Gæsten betyder lige så meget. En erfaren taler bliver ikke forstyrret af en håndholdt mikrofon, og en genert person glemmer ofte en lavalier efter få minutter. Det kan være en grund i sig selv til at vælge lavalieren, hvis du ønsker en naturlig samtale.

Tænk også på, hvad der skal ske bagefter. Skal flere stemmer klippes sammen, giver to lavalierer adskilt lyd på hver taler, mens en enkelt håndholdt deles mellem to personer og giver mindre frihed i redigeringen.

• Test rummet ved at klappe i hænderne og lytte efter efterklang
• Optag altid ti sekunder stilhed, så du kan fjerne baggrundsbrus senere

For de fleste små redaktioner, der optager interviews med én eller to personer på stedet, anbefaler jeg lavalieren som udgangspunkt. Den giver en jævn stemme, frigør gæstens hænder og gør samtalen mere afslappet. Kombinér den med en simpel reserveoptagelse, og du er godt dækket.

Vælg i stedet den håndholdte, når rummet er støjende, når gæsten har brug for en tydelig ramme om at tale, eller når du laver korte indslag, hvor mikrofonen alligevel skal ses. Den er også et godt valg, hvis du ofte interviewer folk, der ikke er vant til at blive optaget, og som har brug for en fysisk markering af, hvornår det er deres tur.

Ingen af de to er rigtig i sig selv. Det rigtige valg er den, du kan bruge uden at tænke på den under samtalen.